Brugsvejledning – AVA Vibrationstræner

Sådan bruger du din Vibrationstræner

Videoer, øvelser og svar, der guider dig igennem opsætning, programmer og daglig brug – trin for trin.

Vi pakker ud og gennemgår kassens indhold
Sådan tilslutter du strøm og tænder

Alle videoer kan ses i stor visning — tryk på knappen i hjørnet af videoen.

I pakken finder du

  • 1 stk. vibrationstræner
  • 2 stk. modstandsbånd
  • 1 stk. fjernbetjening
  • 1 stk. strømkabel
  • 1 stk. brugervejledning

Sådan starter du maskinen

  1. Placér vibrationstræneren på et jævnt, stabilt gulv, og tilslut den til strøm. Du finder strømkontakten og strømindgangen på fronten af maskinen.
  2. Tryk på den røde knap ved siden af strømindgangen. Skærmen lyser nu.
  3. Tryk på TÆND/SLUK-knappen – skærmen viser nu “10.0”.
  4. Vælg program med “P”-knappen. Når det ønskede programnummer lyser, starter du programmet ved at trykke på START/STOP.
  5. Mens programmet kører, viser skærmen skiftevis tiden tilbage og vibrationernes intensitet (0–120).

Bipper maskinen, når du tænder den?

Så har din model en indbygget Bluetooth-højttaler. Den tænder sammen med maskinen og siger til, når den er klar til at blive forbundet med en telefon. Lyden er helt normal og ikke et tegn på, at der er noget galt.

Bipper din maskine ikke, har den ikke højttaler. Den virker præcis, som den skal – du kan bare ikke spille musik gennem den.

  • Vi anbefaler at bruge maskinen 10–20 minutter ad gangen, op til 2 gange dagligt.
  • Stop straks, hvis du oplever svimmelhed, smerte eller ubalance under brug.
  • Børn må ikke bruge maskinen.
  • Undgå at placere genstande på maskinen.
  • Kun én person må bruge maskinen ad gangen.
  • Maskinen kan maksimalt klare 150 kg.

Spørg din læge først, hvis …

… du har ledproblemer, forhøjet blodtryk, bronkitis, hjertesygdomme, protese eller pacemaker, har haft diskusprolaps eller er gravid. Din læge kender din sygehistorie bedst og kan vurdere, hvad der er trygt for dig.

Vibrationstræneren har 5 indbyggede programmer at vælge imellem. Alle programmer varer som udgangspunkt 10 minutter.

Lav intensitet 5–7 Hz Start her

God til begyndere – giver en mild vibration, der aktiverer musklerne i benene og stimulerer den lokale blodgennemstrømning under brug.

Lav til moderat intensitet 6–7,5 Hz

Stimulerer den lokale blodgennemstrømning og aktiverer musklerne i ben og fødder. Et roligt niveau til daglig brug.

Moderat intensitet 6–11 Hz

Mere mærkbar vibration, der aktiverer musklerne i benene og stimulerer den lokale blodgennemstrømning. Kan kombineres med lette øvelser.

Høj intensitet 6,5–11,5 Hz

Højere intensitet til aktiv træning. Kombinér gerne vibrationerne med squats eller andre øvelser for større muskelaktivering.

Ekstra høj intensitet 7–12 Hz

Det kraftigste program. Aktiverer musklerne i fødder, lægge og ben og egner sig bedst til dig, der er vant til vibrationerne.

Vores bedste råd

Start altid med Program 1 eller 2 de første gange, og skru gradvist op i dit eget tempo. Vibrationerne kan føles kraftige i starten – det er helt normalt, og kroppen vænner sig hurtigt til dem.

  • Tænd/Sluk – tænder og slukker hele maskinen.
  • Start/Stop – starter og stopper det valgte program.
  • Skift program (P) – vælg mellem de 5 programmer.
  • Plus/minus – bruges kun til manuelt at justere tid og hastighed. Det er ikke muligt, hvis du bruger et af de 5 forudindstillede programmer.
  • De nederste knapper styrer den indbyggede Bluetooth-højttaler – hvis din model har en.

Virker fjernbetjeningen ikke, så tjek batteriet, og sørg for at stå inden for 2,5 meter af maskinen.

Har din model en højttaler?

Ikke alle vibrationstrænere har en indbygget Bluetooth-højttaler. Bipper din maskine, når du tænder den, har den en – og så kan du spille musik fra telefonen gennem den. Bipper den ikke, springer du bare dette afsnit over.

  1. Tænd vibrationstræneren – Bluetooth-højttaleren tænder automatisk og bipper, når den er klar.
  2. Åbn Bluetooth-indstillinger på din telefon.
  3. Vælg vibrationstræneren på listen over tilgængelige enheder.
  4. Afspil musik fra telefonen – lydstyrken og musikken kan styres med fjernbetjeningens nederste knapper.

Trætte eller rastløse ben

Program 1–2 · 10 min

Stå med let bøjede knæ på pladen. Den lave vibration aktiverer musklerne i benene og stimulerer den lokale blodgennemstrømning under brug. Mange foretrækker at bruge programmet om aftenen.

Trætte og tunge ben

Program 1–2 · 10 min · 1–2× dagligt

Stå roligt med begge fødder på pladen. Vibrationerne aktiverer musklerne i benene og stimulerer den lokale blodgennemstrømning under brug.

Ben og fødder efter en lang dag

Program 1 + 2 · 20 min i alt

Stå afslappet med hele fodsålen i kontakt med pladen. De lave vibrationer skaber bevægelse i benene og aktiverer musklerne i fødder og lægge. Brug programmet regelmæssigt efter behov.

Aktiv træning

Program 3–4 · 10 min · 3–5× ugentligt

Skift mellem stående position og lette squats for at øge muskelaktiveringen. Den moderate til høje intensitet egner sig godt til aktive øvelser på pladen.

Højere intensitet

Program 4–5 · 10–20 min · 3–5× ugentligt

Lav aktive øvelser som squats, lunges eller armbøjninger på pladen. Kombinationen af vibrationer og aktive øvelser giver højere muskelaktivering og en mere intensiv træning.

Ny bruger?

Maskinen kan også bruges siddende. Det er anbefalet, hvis du lige er begyndt – på den måde kan kroppen roligt vænne sig til vibrationerne.

Passive øvelser er stillinger, hvor du lader vibrationerne gøre arbejdet.

Tryk på en øvelse for at se billedet stort.

Stående position på vibrationstræneren
Øvelse 1

Stående position

Stå på platformen med fødderne i skulderbreddes afstand.

Squat-position på vibrationstræneren
Øvelse 2

Squat-position

Stå på platformen med fødderne i skulderbreddes afstand, mens du udfører en squat.

Overkropstræning på knæ med hænderne på vibrationstræneren
På knæ · let
Overkropstræning på tæer med hænderne på vibrationstræneren
På tæer · avanceret
Øvelse 3

Overkropstræning

Placér hænderne i skulderbreddes afstand på platformen. Start på knæene – og gå på tæerne, når du vil gøre øvelsen mere udfordrende.

Underkropstræning med underbenene på vibrationstræneren
Øvelse 4

Underkropstræning

Placér underbenene på platformen, og støt dig selv med hænderne på gulvet bag dig.

Stående på ét ben på vibrationstræneren
Øvelse 5

Stående på ét ben

Placér den ene fod på platformen, og stå afslappet og oprejst.

Siddende på vibrationstræneren med benene over kors
Øvelse 6

Siddende stilling 1

Sæt dig sikkert på platformen med benene over kors.

Siddende på en stol med fødderne på vibrationstræneren
Øvelse 7

Siddende stilling 2

Placér benene på platformen, mens du sidder på en stol.

Vil du udfordre kroppen mere, kan du lave aktive øvelser på og omkring platformen. De to medfølgende modstandsbånd bruges til øvelse 5 og 6.

Alle videoer kan ses i stor visning — tryk på knappen i hjørnet af videoen.

Før du starter

Sæt modstandsbåndene fast

Se hvor båndene hægtes på maskinen, og hvordan du får et solidt greb, før du går i gang med øvelse 5 og 6.

Øvelse 1

Armbøjninger

Placér benene på platformen og hænderne på gulvet. Løft overkroppen op, og sænk den igen i et roligt tempo.

Øvelse 2

Mavebøjninger

Placér benene bøjede på platformen med hænderne bag hovedet. Løft overkroppen op – men ikke helt – og sænk den ned igen.

Øvelse 3

Triceps-dip

Vend ryggen mod maskinen, og placér hænderne solidt på platformen. Skub kroppen op, bøj albuerne let, og sænk overkroppen. Hold skulderbladene samlet. Stræk evt. benene for at gøre øvelsen mere udfordrende.

Øvelse 4

Bro på ét ben

Læg dig på ryggen på en måtte foran maskinen med fødderne på platformen. Løft det ene ben op og stræk det under vibration. Skift ben hver 3–5 sekunder, og sørg for, at bækkenet ikke vipper til siden.

Øvelse 5

Udfald med bånd

Placér den ene fod midt på platformen, og stræk det andet ben bagud. Hold fast i ét bånd med et solidt greb. Hold ryggen ret, pres foden mod platformen, spænd benmusklerne, og træk båndet skiftevis kraftigt opad og tilbage.

Med modstandsbånd
Øvelse 6

Biceps curls

Stå på platformen, og hold begge bånd med et solidt greb. Hold ryggen og håndleddene lige, bøj underarmene, og træk båndene fast opad.

Med modstandsbånd
Øvelse 7

Lunge

Placér den ene fod midt på platformen, og stræk det andet ben bagud. Hold ryggen ret, pres det forreste ben godt under udfaldet, spænd benmusklerne, og kryds armene foran kroppen.

Øvelse 8

Squat

Stå på platformen med fødderne i skulderbreddes afstand. Hold ryggen ret, knæene let bøjede og overkroppen en smule fremad. Spænd benmusklerne let, og bevæg dig eventuelt op og ned for at øge intensiteten.

Øvelse 9

Lægøvelse

Stå på platformen med afslappet overkrop. Løft begge hæle langsomt og samtidigt, indtil du står på fodballerne. Hold positionen et kort øjeblik. Kan også udføres på ét ben for ekstra udfordring.

Motoreffekt 200 W
Strømforsyning 220–240 V, 50/60 Hz
Vibrationsfrekvens 5–12 Hz (afhængigt af program)
Intensitetsniveauer 0–120
Programmer 5 forudindstillede (hver 10 minutter)
Støjniveau Maks. 60 dB
Maks. brugervægt 150 kg
Indbygget Bluetooth-højttaler På udvalgte modeller
Fjernbetjeningens rækkevidde 2,5 meter
Vægt 8,5 kg brutto / 7,5 kg netto
Kassemål 57,5 × 42 × 16,5 cm

Maskinen larmer

Der kan være løse skruer på produktets “fødder” – skru fødderne fast igen. Se videoen, hvor vi viser undersiden og de fire fødder.

Fjernbetjeningen virker ikke

Batteriet kan være tomt – skift batteriet. Eller du står uden for rækkevidde – stå inden for 2,5 meter af produktet.

Maskinen stopper under brug

Den er muligvis blevet for varm – sluk den, og vent i 10 minutter.

Maskinen reagerer ikke ved tryk på knapper

Der er muligvis blevet trykket på for mange knapper på én gang – genstart produktet.

Hjælper det ikke?

Du er altid velkommen til at oprette en sag i vores reklamationsportal, så kigger vi på det: Opret en sag

Maskinen bipper, når jeg tænder den – er den defekt?

Nej – lyden kommer fra den indbyggede Bluetooth-højttaler og betyder, at den er klar til at blive forbundet med din telefon. Det er helt normalt. Bipper din maskine ikke, har den ikke højttaler, og det er lige så normalt – ikke alle modeller har den funktion.

Kan biplyden slås fra?

Nej, biplyden kan desværre ikke slås fra eller dæmpes på de modeller, der har en indbygget højttaler. Den bekræfter dine tryk, når du tænder, slukker eller skifter program.

Skal jeg have sko på, når jeg bruger maskinen?

Det er helt op til dig. Du får de samme vibrationer gennem kroppen, uanset om du har sko på eller ej. Punkterne på pladen giver en behagelig, zoneterapi-lignende fornemmelse, hvis du står på den uden sko – synes du ikke, det er behageligt, kan du sagtens bruge sko.

Hvor længe og hvor ofte må jeg træne?

Vi anbefaler at bruge maskinen i 10–20 minutter pr. gang, op til 2 gange dagligt. Alle 5 programmer varer som udgangspunkt 10 minutter.

Vibrationerne føles meget kraftige – gør jeg noget forkert?

Nej, det er helt normalt i starten. Vælg Program 1 eller 2, og giv kroppen et par dage til at vænne sig til vibrationerne, før du skruer op.

Hvor kraftig er vibrationen?

Frekvensen afhænger af programmet og går fra 5 Hz i Program 1 op til 12 Hz i Program 5. Se oversigten over de 5 programmer ovenfor.

Hvor meget larmer maskinen?

Maskinens støjniveau er på maks. 60 dB – nogenlunde som en almindelig samtale. Oplever du, at maskinen larmer mere end normalt, kan det skyldes løse skruer på maskinens “fødder” – se afsnittet om fejlfinding.

Kan jeg selv justere tid og hastighed?

Ja – med plus/minus-knapperne på maskinen eller fjernbetjeningen kan du manuelt justere tid og intensitet (0–120). Det er dog sjældent nødvendigt, da de 5 forudindstillede programmer dækker de fleste behov, og manuel justering er ikke mulig, mens et forudindstillet program kører.

Må jeg bruge maskinen, hvis jeg har protese, pacemaker eller er nyopereret?

Har du ledproblemer, forhøjet blodtryk, bronkitis, hjertesygdomme, protese, pacemaker, har haft diskusprolaps eller er gravid, bør du konsultere din læge, inden du bruger maskinen. Din læge kender din sygehistorie bedst og kan vurdere, hvad der er trygt for dig.

Hvor meget kan maskinen holde til?

Maskinen kan maksimalt klare 150 kg. Kun én person må bruge maskinen ad gangen, og børn må ikke bruge maskinen.

Min maskine er begyndt at larme eller lave en hyle-/pibelyd – hvad gør jeg?

Tjek først, om skruerne på maskinens “fødder” har løsnet sig, og skru dem fast igen. Hjælper det ikke, vil vi gerne kigge på din maskine – opret en sag i vores reklamationsportal.

Hvad betyder tallene i displayet?

Displayet viser skiftevis den resterende tid af programmet og vibrationernes intensitet (0–120). Displayet viser desuden en distance-værdi, som er en beregnet vejledende værdi ud fra tid og intensitet – ikke en faktisk tilbagelagt afstand. Brug den derfor kun som en grov indikation af, hvor meget du har trænet.